Den gamle gartners Chevrolet

Reservedelsbilen der nægter at dø

Reservedelsbilen der ikke blev hugget op, men fik en rullende renovering

Low budget projektet

Kan man dyrke amerikanerbil hobbyen, bevare motorhistorie, have køreglæde og møde smil på sin vej for få penge?

Det korte svar er ja! Selvom vi har oplevet en stor prisstigning på vores hobbybiler de seneste år, er det ikke umuligt.

Denne 1962 Chevrolet Biscayne er et helt unikt eksempel på dette. Opskriften er faktisk ligetil:  Man skal have lidt held, man må ikke have for mange krav, og kunne leve med kosmetiske fejl, kantrust og buler. 

Jeg fik et tip om en træt 1962 Biscayne, uden nummerplader og i halvdårlig stand i 2016. Jeg behøvede ikke endnu et projekt, da garagen allerede var fuld, men bilen skulle være billig. Derfor drog jeg afsted for at kigge på bilen. I værste fald kunne den hugges op og bruges som dele.  Selvom den var meget billig, var der mange ting der skulle løses. Transport hjem fra Sjælland, opbevaringsplads, og der skulle findes lidt penge.

Jeg udtrykte min oprigtige interesse, men måtte lige tænke over det.  Jeg tænkte for længe, og en onsdag aften havnede den til salg på Facebook til en pris der var så lav at folk stod i kø. Jeg gik i panik og ringede til sælger og forklarede at jeg skam stadigvæk var interesseret. Jeg mener ikke jeg direkte købte den, men sælger ringede dagen efter og spurgte hvornår jeg ville hente. Så var jeg jo heldigvis nødt til det. Sælger kunne have solgt den 10 gange den aften, men han holdt ord og jeg fik den til aftalt pris. 

Sælgeren havde hejst Dannebrog
Der var brug for både blitzlys og ja-hat
Klar til afgang

Hjem til Fyn

Det er godt man har et stærkt netværk. Min kammerat Leif Jørgensen fandt en kassevogn og en trailer, min kammerat Bent Albrektsen fandt et tørt og godt hjørne i sin store garage.   

Både den forlangte pris og standen på bilen, passede fint til en reservedelsbil. Men som så mange gange var det kærlighed ved første blik, og da bilen er samlet hos GM Danmark kom tanken om at bevare den. Men hvad gør man når karossen er smårusten mange steder, og pengene ikke rækker til en helrenovering? Til at starte med kom bilen bare på lager.  Der ville den nok stå endnu, hvis ikke min gode ven Jørn Bruun Rasmussen tilbød sin hjælp til at få bilen ud og køre 2018.

Retur til Sjælland

 

Min kammerat Erik Rasmussen, som er bror til Jørn, tilbød at hente bilen retur til Sjælland

Målet var at få den gjort sikkerhedsmæssig i stand, kun lave det rust som var nødvendigt for syn og sikkerhed, og ”reparere” bilen kosmetisk med spartel og pletmaling.  Der gik sport i hvor billig man kunne få bilen tilbage i trafikken, uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Der blev tænkt kreativt  med hensyn til reparationsmetoder. Nogle vil måske kalde noget af det der blev lavet for fusk. Men de tager grusomt fejl: Fusk er dårlige og farlige reparationer, det er fusk når man prøver at skjule noget for synsmanden, det er fusk når “kunden” (mig) ikke bliver informeret over måden ting bliver lavet på. Det var på ingen måde tilfældet her.  

Hvis vi ser bort fra arbejdstiden, stod bilen synet og med nummerplader for kr. 31.082 inkl. køb af bil. Selvfølgelig hjalp det også ldt på budgettet, at jeg havde lidt brugte smådele på lager. 

Bilen var langt fra perfekt, har ingen V8 motor, er 4 dørs, men man har en fantastisk basis for en rullende renovering. 

Interiøret er stadigvæk der originale, og på nær dørbeklædningerne i fantastisk fin stand. 

Jørn Bruun Rasmussens dansk solgte 1962 Impala ved siden af Biscaynen. En fordel at mekanikeren kender modellen.
Rustarbejde, kun det nødvendige, er godt i gang.
Der er ikke meget pynt i en Biscayne. Funktionelt og rødt, med eftermonteret radio og askebæger til passageren.
Nærmest fejlfrit originalt sædestof gemte sig under overtrækket

Bilens ejerhistorik

Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at forske i bilens historie.  Ved hjælp af General Motors samlefabrikkens gamle GM arkiv, som er i mit eje i dag, viste det sig at bilen var solgt fra den danske GM forhandler C.C. Smidt i Køge. Først indregistreret som firma/demovogn på registreringsnummer          AY 20.061. I 1964 kommer bilen i privat eje, da gartner Martin Johansen køber den af forhandleren. Den får der nummeret AV 37.479.

Heldigvis var den gamle grå registreringsattest bevaret, den gav værdifuld info om nummerpladenumre og første private ejer. Man kan ansøge om nye adresseoplysninger for et mindre beløb online, så selvom chancerne for at gartner Martin Johansen stadigvæk var i live var små, gjorde jeg alligevel et forsøg.

Overraskelsen var stor da svaret var positivt, og ny adresse blev oplyst. Jeg ringede til Martin Johansen, og forventede at få en +90 årig i telefonen, men opkaldet blev besvaret af en frisk ung mand.  Jeg spurgte om han var gartner og havde haft en Chevrolet.  Nej var svaret, men det havde hans bedstefar haft, som han i øvrigt var opkaldt efter. Der var også en del billeder i familiealbummet, som jeg kunne få lov at scanne. Bingo med hele pladen fuld.    

Gartner Martin Johansen havde i 1964 solgt en del jord til kommunen, som skulle bebygges med huse. Det havde givet en god økonomi, så der var penge til at købe sig en herskabelig vogn.  Bilen bliver dengang flittig brugt på ferieture rundt i Danmark, som er veldokumenteret af gamle familiefotos.

Den forbliver i familiens eje til midt/slut 80erne og skifter derefter ejere nogle gange, indtil jeg køber den som afmeldt projekt.

Docket card. Vognkort fra samlefabrikken i København
Bagside af docket card med første ejer, samt reklamations reparationer
Den gamle registreingstreringsattest
Bodynummer pladen. Ikke at forveksle med stelnummer

Rullende renoveringsprojekt

Planen var dengang at køre så meget som muligt, og hele tiden reparere og forbedre bilen med respekt for historie, originalitet og budget. Det blev dog kun til én langtur til Greisdalen ved Vejle. Planen var at genskabe et foto fra 1964 på samme sted. Første større reparation var udskiftning af motor pga. alt for højt olieforbrug. På turen fra Kerteminde til Greisdalen og retur, måtte der hældes olie på for hver 50 km. 

En brugt 235” 6 cyl. købt fornuftigt og billigt og igen var Jørn Bruun Rasmussen redningsmanden. Nye stempelringe og pakninger, og andre småting. Ingen dyr helrenovering her heller. Motoren fik den originale Chevy blå farve, og kørte fortrinligt.   

Eneste afvigelse fra original, er at bilen enten er blevet leveret eller eftermonteret med Impala fullcover hjulkapsler.  Kapslerne fulgte med bilen, men jeg synes bedre om de originale dog dish kapsler. 

Samtidigt er den leveret med en europæisk Phillips radio, monteret med en fin ramme, som må være fremstillet i Europa. 

Det med at køre så meget som muligt blev ikke rigtigt til noget. Jeg havde på daværende tre 1962 Chevrolet på plader, og selvom det var sjovt at eje en Biscayne, Bel Air og Impala af samme årgang, kneb det lidt med plads og tid. Selvom Biscaynen var synet og kørende, var der en del kosmetisk rust jeg ville have lavet.  Det rækkede økonomi og evner ikke til. 

 

Greisdals Hotel 1964
Greisdals Hotel 2020
Oliebrænderen. Motoren viste sig at være fra 1958, så der var ingen grund til at renovere den mht. matching numbers
Impala klap laves om til Biscayne klap hos CH-Classic i Bramming. Den originale var meget rusten og skadet.
ny brugt motor klar til ilægning
1962 Chevy samlingen 2019
Afgang til Als.

Stafetten gives videre

Jeg overtalte min kammerat Arne Møller på Als til at fikse lidt småting med karburator og tænding, og han tog bilen med hjem. Da den var klar og topjusteret, blev vi enige om at han skulle være den næste ejer. Den kom således aldrig retur til Fyn. For mig og for bilen var det den bedst tænkelige situation: Arne er gået i gang med at løfte bilen videre der hvor jeg slap, med omfattende rustarbejde i døre og klapper. Den rullende renovering fortsætter, og bilen er reddet fra at blive hugget op eller kørt i sænk.   

Lidt statistik

GM Danmark leverede i alt 402 stk. 1962 Chevrolet full size til Danmark, Norge og Sverige.  Alene i Danmark blev der solgt 150 stk. Biscayne. Med en enkelt undtagelse, var de alle sammen 4 dørs sedan med 6 cyl. motor og manuel gear. Den enkelte undtagelse var en Stationwagon.4 stk. kom færdigsamlet fra USA (deriblandt den ene stationcar) resten blev samlet herhjemme.  

Restaurant Grenen Skagen
Picnic i det grønne
Den hurtigste scooter på havnen?
Vejle fjord
Fra scrapbogen 1964
Den bedste stol til gartneren. Sønnikke må nøjes med en æblekasse
Der er mange fine steder i nabolaget
Kirken i Mesinge
Bøgebjerg Strand
På hjemmeadressen omkring 1964
Privatboligen ved gartneriet
Luftfoto af gartneriet

Tak fordi du læste med.

Kunne du lide denne artikel?

Johnulsted.dk er et fritidsprojekt om dansk bilhistorie. Hvis du har lyst, kan du være med til at holde projektet kørende.

Del artiklen med dine venner:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top