Roadtrip okt. 2026 - Fra Skrot til Rock

Når man nu alligevel skal over broerne.

Søborg Autoophug

Dette roadtrip udviklede sig lidt anderledes end normalt. Som regel har jeg mange korte og planlagte stops som skal nås hurtigst muligt. Det indebærer motorveje og få/ingen impulsive ændringer. Denne gang var det turen der bestemte over mig.

Jeg er konstant på udkig efter den næste historie, og sådan én gemmer sig muligvis i en amerikanerbil som står ved Søborg Autoophug. Jeg foretrækker at tage mine egne billeder og gå på opdagelse i og omkring den bil jeg vil skrive om. Derfor blev der lavet en aftale fredag den 9. oktober i Søborg. Jeg havde en koncertbillet til Warner E. Hodges i Malmø dagen efter, og da jeg ikke orker at krydse Storebælt to dage i træk, blev planen at finde noget at skrive om i Sverige.

Jeg prøvede at få kontakt til ejeren af en customlakeret Moparbil, som har haft samme lak og ejer siden start 80erne. En perfekt kandidat til hjemmesiden. Det lykkedes ikke i denne omgang, så det projekt er lagt i skuffen til senere. Jeg prøvede lykken med Google, for at se om der var et bilmuseum i rimelig køreafstand fra Malmø, samt en overnatningsmulighed tæt på. Det endte med Autoseum i Simrishamn, og hotel Svea i samme by.

Besøget hos Søborg Autoophug var en positiv oplevelse. Jeg blev godt modtaget og fik lov til at rode rundt over det hele med mit kamera. Alle jeg talte med på pladsen var flinke og imødekommende. Men vi er i hovedstadsområdet, så man spilder ikke en kvadratcentimeter. Salgsbilerne og skrotbilerne står uhyggeligt tæt, så det er vanskelige forhold at tage billeder under. Man skal lige lure de smalle gange, for at komme rundt på pladsen. Nu er det jo også en virksomhed og ikke en turistattraktion. Der står mange spændende køretøjer, som andre steder for længst var blevet presset sammen. Det vidner om en kærlighed til gamle ting, man sjældent finder i den branche. Om der kommer en fuld historie ud af den bil jeg kiggede på afhænger af mange ting. Der skal lidt mere kød på historien, og det kan tage lidt tid. Ned i skuffen til senere med den også.

Åkes skrot i tørvemosen

Næste stop på turen var Bilkirkegården på Kyrkö Mosse i Ryd. Den gamle tørvemose hvor Åke Danielsson begyndte at skrotte biler og sælge dele. Den sidste bil kom til pladsen i 1974, og Åke stoppede aktiviteterne i start 90erne. Siden har de resterende biler stået overladt til naturen. De seneste år har massiv turisme, metaltyverier, hærværk og graffiti slidt hårdt på pladsen og oplevelsen.

Jeg havde egentlig sagt farvel til pladsen for nogle år siden, da jeg bare blev trist af at se den hastighed ting blev ødelagt i. Men da jeg havde lidt tid at slå ihjel, kørte jeg derhen med ja-hatten på. Er du der for første gang, ser du det med andre øjne end jeg, og du får sikkert en hel anden positiv oplevelse af stedet.

Turen gik derefter af de små veje mod Simrishamn. En del af Sverige som jeg aldrig har besøgt tidligere. Her er vanvittig smuk natur og fine gamle bygninger. Er du til antikforretninger, ligger der op til flere af slagsen i næsten hver en lille by.

Jeg skulle bare finde et museum og et sted at sove, og så fik jeg alt det andet foræret. I højsæsonen er området sikkert overbefolket, men her i oktober var det perfekt.

Autoseum i Simrishamn

Lørdag formiddag startede på Autoseum med 350 køretøjer fordelt over 6.000 kvadratmeter. Bilmuseer har aldrig for mig været det helt store hit. Jeg vil hellere ud i en lade med biler eller besøge en privat samling. Jeg er derfor ikke så nem at imponere. Men jeg må sige at her er virkelig en samling der er værd at besøge. Her finder du en af 198 stk. producerede Muntz Jet som deler pladsen med en Glasspar og en Facel Vega.

Men der er også plads til en 1980 Toyota Celica, og en Opel Ascona A med slotmags, spoilere og terninger i ruden. Sidstnævnte er placeret ved en typisk svensk kiosk sammen med en knallertsamling. Man er hensat til byens torv lørdag aften, hvor ungdommen med benzin i blodet mødes. Præcis det at 100% originalitet ikke er et krav til køretøjerne tiltaler mig. Der er Corvette C2 med seks baglygter, der er en flake lakeret full-custom 1955 Thunderbird og HD Choppers. Fælles for de lettere ombyggede køretøjer er at ændringerne er tidstypisk korrekte.

Ellers er der alt hvad hjertet begærer af biler fra 1900-1990. Både hverdagsbiler, sportsvogne, luksusbiler, og en ret fin samling af væddeløbsbiler i alle afskygninger. Det hele er placeret på en måde der giver god mening, med hensyn til tidsperioder og mærker. Der er en ret imponerende legetøjssamling, modelfly, MC museum (med hovedvægt på 1980-90 japanske fartuhyrer) og musikmuseum. Kronen på værket er for mig den udendørs autoophugger. Endelig er der nogen der prøver at bevare den stemning der var de steder, inden det hele blev lavet om til miljøstationer.

Ingen roser uden torne: Selvom jeg var meget imponeret og glad for at jeg lagde vejen forbi, er der plads til forbedringer. Bilerne står alt for tæt. Færre nøje udvalgte biler, ville gøre oplevelsen meget bedre. Når nu pladsen er trang, er der heller ingen grund til at sætte mannequindukker op overalt. De kunne snildt undværes. Der står infotavler ved alle køretøjer, men med få undtagelser står der ikke andet end man kan google sig til. Motordata og produktionstal er jeg nærmest ligeglad med. Jeg vil vide hvorfor denne bil er valgt, hvilken historie den har, er den svensk fra ny, oplysninger som jeg ikke kan google mig til.

Hans Persson i Borrby AB, Cykel - Motor - Radio - TV

Der var god tid til koncerten i Malmø, så turen gik ad de små veje mod Ystad for at se på klassiske biler hos en forhandler. Vejret var godt, og jeg mødte mange spændende biler på vejen og fik taget enkelte billeder undervejs. I en lille by ved navn Borrby, stod der en orange 1975 Volvo 245 ved noget der lignede en alt-mulig forretning, der var lukket ned med hele varelageret. Jeg vendte om og fik parkeret for lige at se lidt nærmere på sagerne. Hvilken type forretning det drejede sig om var svært at se. Der var cykel og knallert reklamer, og der stod masser af cykler. Men der var også elektronik og bildele i vinduerne. Da jeg ville tage billeder af Volvoen, kom en ældre herre ud med en grensaks og en sav i hånden.

Alt haves, alt er til salg

Vi hilste kort, og jeg fik at vide at bilen havde han købt ny i november 1974. På eget initiativ låste han butikken op, og jeg fik en rundvisning. Her var simpelthen et overflod af cykler, reservedele til cykler, bil og knallerter, LPer, DVDer, VHS bånd, bilstereo, alskens kabler og elekronik. De meste nyt, det meste fra en svunden tid. Der er prismærker på det hele, og det er de priser der stadigvæk gælder. Hans Perssons far startede virksomheden i 1911, og flyttede den til nuværende placering i 1924. Der blev handlet med cykler, og 1927 fik man forhandlingen af reservedele til blandt andet Ford og Chrysler. Der blev solgt BP benzin, og indrettet et lille autoværksted, som dog stoppede omkring 2. Verdenskrig.

Hans-Erik Persson startede i farens forretning som 15 årig i 1952. Den nu afdøde storebror til Hans, var også med i forretningen, indtil han stoppede som 90 årig. I 1975 købte brødrene en bygning overfor, hvor der primært blev solgt radio og TV. Det var et rent tilfælde at jeg kom forbi, og et rent tilfælde at jeg mødte Hans-Erik Persson. Og et stort held at han var flink og imødekommende.

Jeg måtte videre til Ystad, inden forhandleren lukkede. Straks ved ankomsten til Ystad, så jeg nogle udstillingslokaler fyldt med klassiske og veteranbiler. Men det var ikke den adresse der var opgivet, så jeg kørte videre. Det vist sig at hovedfirmaet lå lidt længere væk. Der var ikke kun gamle biler, men også nyere sportsvogne og luksusbiler, der lå helt og aldeles uden for min rækkevidde. Da jeg blev mødt af et skilt med fotoforbud ved indgangsdøren, overvejede jeg kort om dette sted var noget for mig. Jeg besluttede mig for ikke at trænge mig på og spilde deres tid.

Så pludselig slog det mig. Jeg havde begået den ultimative fejl: Jeg havde i forvirringen glemt at spørge Hans-Erik Persson om gamle billeder af biler fra familiealbummet. Chancen for at jeg ville komme på de kanter igen indenfor overskuelig fremtid var nærmest nul. Retur til Borrby, som heldigvis kun ligger 25 km fra Ystad. Hans var gået i gang med at klippe hæk med grensaks og sav, men lukkede mig gerne ind igen. Billeder var der ingen af, men jeg kom med ind på kontoret, og fik foræret noget brevpapir fra 1920erne. Det var her jeg dristede mig til at spørge om hans alder. Han var 89 og havde hele livet for sig som han sagde med et smil.

Jeg kunne ikke køre derfra uden at købt et eller andet. Det blev til South Park The Movie på VHS, og en lille tilbehørs advarselslampe fra 50erne. Da jeg afstod fra byttepenge, stak Hans-Erik mig lige en Magnum is fra fryseren. Man kan roligt købe is hos Hans-Erik Persson, det er det eneste af varelageret der ikke er 30+ år gammelt.

Rock i Malmø

Så gik turen igen af de små veje mod Malmø. Der blev stoppet flere steder, hvor der blev spottet sjove og gamle biler. Sverige er fantastisk på den måde, bilerne bliver faktisk brugt.

Klokken 20 lørdag aften startede sverigesturens egentlige mål, koncert med Warner E. Hodges og Stacey Collins på Medley. Alt andet var jo egentlig blot impulsivt tidsfordriv, men endte med at blive en kæmpe oplevelse. 54 timer senere var jeg tilbage i min indkørsel.

Med så mange oplevelser har det været svært at udvælge billeder til denne historie. Derfor er der tilføjet et lidt større billedgalleri her til sidst. Men Autoseum skal opleves live. Og det skal rockmusik også.