Slagterbilerne fra Ebberup Fyn

1957 Chevrolet Sedan Delivery som lokkedue

Jørgen Jørgensen og 1957 Chevrolet Sedan Delivery

Slagterforretning i tre generationer

Tilbage i 2019 lavede jeg et interview med tidl. slagter Jørgen Peder Falk Jørgensen. Som så mange gange før, var det et opslag i en lokalhistorisk gruppe på Facebook, der fik mig på sporet af denne historie. 

Startskuddet var et billede af en 1957 Chevrolet Sedan Delivery som jeg gerne vil scanne bedst muligt efter originalfoto. Det blev til et langt besøg, med en livsberetning om en slagterforretning i tre generationer. Et indblik i et gammelt dansk fag med traditioner.

Jeg må på forhånd undskylde den dårlige billedkvalitet på scannede fotos. Det drejer sig om fotos der er 70-100+ år gamle. Nogle er kopier, nogle er nærmest ved at forsvinde. Men et dårligt foto er altid 100 gange bedre end intet foto.

Det er ikke så tit, at mine bilhistorier starter i år 1900. Men det var det år Ebberup Slagterforretning på Fyn blev grundlagt af Slagtermester Peder August Jørgensen. Slagterforretningen lå i starten i et lille hus i Gl. Ebberup, men det blev hurtigt for småt. I 1912 købte slagtermesteren en grund ved Ebberup Station, med moderne forretning og slagtehus. I 1927 kom der et nyt slagtehus til, med tilhørende pølsemageri. 

Fra år 1900 til 1921 blev det parterede kød kørt ud til kunderne med hestevogn.  Da man sadlede om til lille lastbil, var kunderne i starten meget skeptiske. Mange kunder havde det svært med et stinkende benzindrevet køretøj og fersk kød. Hestepærer var der til gengæld ingen der havde problemer med, og hjemmeslagtningen foregik ofte ved siden af møddingen. Så var det nemt at komme af med slagteriaffaldet. 

Ford T? Billederne er fra starten af 20erne
Citroën fra ca. 1927-28

Kronede dage trods varemangel

Jeg er langt fra ekspert i biler før anden verdenskrig, men mit bedste bud er at de første køretøjer har været på Ford T basis. Der er også en Citroën, sikkert en model B12 fra ca. 1927-28 (tak Richard Walter) Ellers er det Chevrolet der bliver brugt, en 1936, 1950 og 1957 har vi i hvert fald fotodokumentation på.  Islænderhestene vender kortvarigt retur under anden verdenskrig, hvor benzinen er knap og rationeret.

Da slagtermester P. A. Jørgensen dør i 1942, overtager sønnen Martin Jørgensen forretningen. Martin kendte allerede forretningen ud og ind, da det var ham der primært stod for at køre varer ud på salgsturerne fra 1921-1957, og allerede fra 1938 forpagtede Martin Jørgensen forretningen. 

Det var gode år at være slagter i. Selvom tyskerne tog for sig af det besatte lands råvarer, var der på landet flere muligheder at skaffe slagtedyr. Der var fra den danske stats side angivet maksimalpriser på blandt andet kød, men selvom man holdt sig til reglerne, var det at være slagter ganske indbringende.

1936 Chevrolet
1950 Chevrolet Sedan Delivery

Jagt og lokkeduen

Martin Jørgensen lejer fra 1955 jagten på Lykkesholm Slot i Ørbæk på Fyn, sammen med to Københavnere. Det var langt sjovere at gå på jagt end at køre varer ud til kunder, en varetur der altid lå om fredagen og lørdagen. Så den del af forretningen blev ikke vedligeholdt som den burde.  Det er her sønnen Jørgen Jørgensen (født 1938) kommer ind i billedet.

Jørgen fortæller at han kom i lære i 1952 og var udlært som 18-årig i 1956. Han arbejdede som slagter i Glamsbjerg, Vester Åby og Skallebølle, før han kom hjem til Ebberup. Han kunne godt se at der skulle gøres noget ved den forsømte kødtur, og Jørgens far lokkede med en spritny 1957 Chevrolet Sedan Delivery til opgaven.  

Da jeg rent tilfældig har fundet Deliveryen i Rigsarkivet under en af mine mange besøg, ved vi at den er indregistreret første gang den 14/6-1957. Købsprisen var 18.000 kr. lige ud, så der var givet lidt rabat i forhold til listeprisen på 18.350 kr.  18.000 kr. er ifølge hjemmesiden oldmoney.dk omregnet 304.000 kr. i 2026. Til sammenligning kostede den billigste 1957 Two Ten 4 dørs sedan med 6 cyl. og manuel 34.320 kr., eller omregnet 579.627 kr. i 2026. Der var virkelig penge at spare på gule plader og lukket varerum.

Lykkesholm Slot 1955. Ørbæk, Fyn
Privatvognen 1955 Chevrolet Two-Ten 6 cyl. sammen med firmabilen

Mere info om 1957 Delivery

Vi kender stelnummeret på 1957 Chevrolet Sedan Deliveryen. IC D57 3025. IC står for International Copenhagen, derfor ved vi at den er samlet i Danmark. Alle dansk samlede 1957 Deliverys starter med 3… i stelnummer. Så det her er så Delivery nummer 25. Ifølge Danmarks statistik, er der solgt 31 Chevrolet varebiler i Danmark i 1957. Statistikken er lidt usikker, da der kan være solgt 1956 Deliverys i 1957, og 1957 Deliverys i 1958. Men ca. 30 stk. er et godt bud.  Produktionen af 1957 Sedan Deliverys i København har været noget højere i antal, da vi også forsynede det norske og svenske marked. 

Jeg er ret sikker på at bilen ikke findes mere, jeg har ledt efter den med lys og lygte. Den ender sandsynligvis på Langeland, hvor jeg sågar har været ude at stemme dørklokker uden held.

57eren bliver udskiftet omkring 1963. Planen var at erstatte den med en Citroën mage til den en fætter på Sjælland havde fået ombygget til salgsvogn. Men en ca. pris på 50.000 kr.  stoppede den plan. Valget faldt på en Austin J2, som dog kun havde en tilladt totalvægt på 2500 kg.  Den lokale karetmager Peter fik opgaven. Peter var af typen, der på forhånd altid var lidt sur og vranten. Den bedste måde at lokke Peter til opgaven var lidt omvendt psykologi. Man fortalte simpelthen Peter, at flere ingeniører havde sagt at opgaven med vægten ikke kunne løses. 

Opgaven blev dog løst ved at bruge asketræ, aluminium og flamingo. Og en god portion ”jeg skal vise de der Ingeniører.” Der er desværre ingen billeder af Austinen, men jeg har en brochure på en Morris Meteor J2 som er samme vogn med andre emblemer. Ud fra brochuren kan vi se, at historien om de 2500 kg. i tilladt totalvægt passer fint.

Sammenklip af info fra Rigsarkivet
Intern forhandlerprisliste 1957 Chevrolet Sedan Delivery
Scan af amerikansk salgsbrochure, dog påført dansk forhandlerstempel

Nye tider, nye indkøbsvaner

Tiderne ændrer sig, kvinderne kommer i større grad på arbejdsmarkedet,  så der er ikke så mange hjemmegående man kan sælge varer til. Folk får selv bil og kører selv ud og handler i supermarkederne . Den rullende butik stopper, men Jørgen Jørgensen bliver i faget, og nytænker hele slagterbutik konceptet og har succes med de nye idéer. Selvom den del i sig selv er spændende nok, så har slagterbilerne udspillet sin rolle i denne historie. 

Det var historien om slagterbilerne fra Ebberup, skrevet af mig ud fra et interview med Jørgen Peder Falk Jørgensen. 

Måske der med tiden kommer flere billeder om dette emne. Ud fra Rigsarkivet ved jeg at en anden fynsk slagter fik en 1957 Chevrolet Sedan Delivery samme dag som Martin Jørgensen. Denne bil er blot to stelnumre fra den der er nævnt i denne artikel.  Jagten efter fotos og historie er gået ind.   

Har du gamle bilrelaterede fotos i familiealbummet, hører jeg gerne fra dig. 

Scan af Morris J2 brochure fra egen samling
Et blik ind i pølsemageriet
Kølerum
Opel Kapatjn ved Lykkesholm Slot 1955
Tilbage ved begyndelsen
Åben vogn i al slags vejr, året rundt

Tak fordi du læste med.

Kunne du lide denne artikel?

Johnulsted.dk er et fritidsprojekt om dansk bilhistorie. Hvis du har lyst, kan du være med til at holde projektet kørende.

Del artiklen med dine venner:

Facebook

2 kommentarer til “Slagterbilerne fra Ebberup Fyn”

  1. Dejlig historie både i billeder og faktuel viden. Alle erhvervs biler har jo selvfølgelig et hårdt liv, men gad vide hvordan de rengjorde bilerne på daglig basis og om det har gjort deres brugstid endnu kortere. Elsker kassen på de helt gamle biler, tydeligvis taget direkte fra hestevognen. Kender du klippet med slagteren Helge fra Slangerup? det er et favorit klip af mine, han har en helt speciel omgangstone med sine kunder.

    1. Jeg tænker de blev spulet med vand, og jeg er ret sikker på at det har forkortet deres levetid væsentligt. Jeg husker fra barns ben fiskehandlerens Opel Rekord A Van, hvor smeltevandet tapløb ud hver gang han åbnede bagklappen. Det var den bil der startede min forkærlighed for lukkede varebiler. Jeg er bekendt med klippet med Helge. Jørgen fortalte flere gange inder interviewet om den specielle omgangstone og til tider grove humor der var mellem kollegaer og kunder. Han trivedes med den omgangstone, og det gjorde kunderne faktisk også.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top